Mennesket opfindes i oplysningstiden og opfindelsen afsløres i senmoderniteten. Så hurtigt kan erkendelsesteoriens bevægelse fra Descartes til Luhmann beskrives.
I subjektets memogenese (Treml, 2004) eller semantiske udvikling (Koselleck, 2006; Foucault, etc. ) udvikles erkendelsen af, at erkendelsen er bundet af den, der erkender. Erkendelsen bliver fæstnet til mennesket, der i samme ombæring subjektiviseres og herefter bliver armeret med den subjektive erkendelses ubrydelige panser. Descartes formulerer sin berømte tvivlssætning 'Cogito, ergo sum' (Descartes, 1644), og positionerer herefter det tænkende subjekt som centrum. Den occidentale filosofi accepterer 'jeg'et som apriorisk (Kant, 1787) og vender i stedet sin interesse mod jeg'ets 'væren' (Heidegger, 1927) og dets specielle ontiske kvaliteter, hvor jeg'et er den specielle værensform bekendt med sin ‘Sein’ konstituerer 'Dasein'. Det fundamentale skifte i teoriudformningen, hvor subjektet fjernes som transcendent iagttager af verden og sig selv, og hvor subjektets udvikling som samspillet mellem 'Ich' og 'Daseyn' (Humboldt) afsløres som erkendelsesteoretisk kontingent diktat, fremstår det paradigmatiske skift i teoriudviklingen som et skifte med vidtrækkende følger for de analysestrategier og -veje(Åkerstrøm-Andersen 1999), videnskabelig erkendelse kan bevæge sig ad.
Denne post-ontologiserende tilgang kan iagttages med med systemteoretikerens Niklas Luhmanns teoriarbejde som ‘Bruchstelle’, der gennemfører de allerede før iagttagbare ‘Forboten’, deriblandt Derrideansk dekonstruktionisme og afsløringen af ‘differánce’.
Luhmann skifter fra 'Erkenntniss' til 'Beobachtung' og skifter samtidigt fra et betydningsoverladet ord til et langt mere betydningstomt ord. Desuden skifter udskifter han det overbelastede subjekt ud med systembegrebet og abstraherer dermed fra subjektbundetheden, såvel på det semantiske niveau som på det teoritekniske. Teoriarbejdet de-ontologiseres ved som første at opfylde den Ockhamske nominalismes krav om reduktion af præsuppositioner baseret på teologiske bud eller umiddelbarhedserfaringer til fulde. I stedet funderes teorien på et differenceteoretisk grundlag, der både er paradokst, tautologisk og autologisk (Spencer-Brown 1997, Baecker 1993).
Men trods Luhmanns store teoretiske arbejde trænger spørgsmålet sig om nødvendighed på. Hvad vindes ved øget fokus og arbejde på teorien. Ultimativt kan problematikken stilles op mellem en Luhmannsk systemteori og dens derivater i modsætning til den ”gammeleuropæiske” videnskabsteoretiske semantik og spørge, om det er teorien, der styrer (videnskabsmandens) iagttagelser eller iagttagelserne, der styrer videnskabens teoriudforminger.
Litteratur:
Niklas Luhmann: Iagttagelse og Paradoks (kompendie)
Niklas Luhmann: Einführung in die Theorie sozialer Systeme (2002)
Dirk Baecker: Kalkül der Form 1993,
Dirk Baecker: Form und Formen der Kommunikation (2005)
George Spencer-Brown: Laws of Form 1997 (1969)
Alfred K. Treml: Evolutionäre Pädagogik (2004)
Immanuel Kant: Kritik der Reinen Vernunft, Suhrkamp 1974 (1781/1787)
Martin Heidegger: Sein und Zeit, 1977 (1927)
Reinhardt Koselleck: Begriffsgeschichten, (2006)
Nils Åkerstrøm Andersen: Diskursive Analysestrategier, 1999
Keywords: dasein, evolution, humanontogenese, koselleck, luhmann, teori, treml, udvikling, videnskabshistorie
