November 28, 2008
November 22, 2008
Læringsstil er ikke svaret - det handler om didaktisk refleksion!
Læringsstil og e-læring
Først en bekendelse: Jeg har været rejsende i læringsstil. Jeg har holdt et utal af seminarer og workshops, hvor deltagerne, som typisk var lærere fra erhvervsskolerne, arbejdede med læringsstil. De fik tests og de fik didaktiske ”fif” til, hvordan det så kunne bruges i den daglige undervisning. De fik også formaninger – At dette ikke var den videnskabelige sandhed, som kunne bruges til at udsige, at nu skulle der gøres netop dette eller hint! Men mere en måde at blive opmærksom på, at deltagerne i deres undervisning rent faktisk havde forskellige tilgange, som de skulle tage højde for. – Og så gik de hjem og testede eleverne! Nogle gange blev det bedre, andre gange gjorde det ikke den store forskel og nogle gange blev det sikkert værre. Men helt galt gik det sjældent, fordi de stadig selv var der og skulle få det til at fungere i den pædagogiske hverdag. Men læreren er der jo ikke altid. I fx e-læring er læreren fraværende eller måske på distance. Her må meget af den situerede pædagogiske viden ekspliciteres og indarbejdes i designet.
Når dem, der skal lære noget ikke kan eller skal komme til skolen, så er det første problem selvfølgelig, hvordan skolen kommer ud til dem. I den spæde e-læring stod forbindelse derfor øverst på dagsordnen, hvordan blev der skabt teknisk forbindelse mellem leverandøren og slutbrugeren. Nøgleord var båndbredde og samspil mellem afleveringsplatforme og de forskellige devices – typisk PC’ere – som skulle bruges som interface hos den lærende. Det er selvfølgelig stadig en udfordring i mange sammenhænge, men i de senere år har adgangen til Internettet i almindelighed og forskellige former for bredsbåndsforbindelser i særdeleshed gjort, at den tekniske forbindelse ikke står øverst på dagsordnen. I stedet har diskussionen handlet om, hvorfor der så ikke sker det der skal ske, at deltagerne ikke gjorde eller lærte det, der var forventet. Svaret har været og er, at der her er brug for en særlig pædagogik, og ikke mindst en særlig tilrettelæggelse af læringssituation, som tager højde for, at deltageren ikke er i den vante klasserumssammenhæng. Deltagerne lærer forskelligt, de har forskellige tilgange, de har forskellige behov, som i klasserummet i større eller mindre grad kan medieres af den kompetente underviser. I en e-læringssituation, hvor forløbet typisk vil være på geografisk distance og asynkront, kan denne situerede mediering ikke finde sted. Den må i stedet indbygges i planlægningen, hvor deltageren både skal have mulighed for at tilpasse indholdet og læringsformen og samtidig have støtte til at foretage disse valg på en både tryg og hensigtsmæssig måde. Det vil sige, at deltageren ikke skal blive forvirret, opleve uigennemskuelighed og samtidig skal vælge i forhold til de potentialer, som vedkommende har.
Læringsstil tilbyder sig her som en måde at strukturere indhold og form, hvor der tages hensyn til, at deltagerne netop er forskellige. I lande med en lang og omfattende tradition, som fx Australien har der i mange år været arbejdet med sådanne modeller. I udgangspunktet er det ganske oplagt, at udbyderen fx tilbyder en test gennem hvilken deltageren kan afdække sin særlige læringsstil (eller læringsstile), hvorefter indhold og aktiviteter kan tilpasses i forhold til dette. Desværre er der ikke videnskabelig dokumentation for, at det forholder sig så simpelt. Den menneskelige erkendelse opererer langt mere sofistikeret, situeret og i forhold til forskellige kontekster: Ligesom de bagvedliggende antagelser om hjernen og dens funktionsmåde er udsat for stigende kritik. Derfor er det selvfølgelig en god idé at eksplicitere, hvad udbyderen tilbyder, hvordan dette eller hint er tænkt, fordi den lærende netop er i denne særlige situation. Han eller hun har således behov for at forstå, hvad er det nu der foregår eller skal foregå, hvorfor skal vi nu gøre dette eller hint. Det giver samtidig en væsentlig sidegevinst, som består i, at det skærper den didaktiske tænkning og argumentation hos udbyderen. Men det kan og bør diskuteres tilgangen med læringsstile (i en af dens utallige inkarnationer) er den rigtige optik. Det er i hvert fald væsentligt at understrege, at den didaktiske relation består af relationer mellem netop udbyder (fx en lærer), en deltager og et stof eller et sagsforhold. Det der i daglig pædagogisk tale siden den tyske didaktiker Herbart i begyndelsen af det 19. Århundrede er blevet kaldt den didaktiske trekant. Her har arbejdet med læringsstil en problematisk tendens til at sløre eller glemme ”stof-relationen”, at netop stoffet har en særlig måde at skabe relationer, at elevens arbejde med stoffet består i at tilegne sig en særlig måde at betragte og forstå verden på. Derfor kan vi lidt provokatorisk sige, at der således også vil være behov for også at formidle stoffets læringsstil.
Læringsstil skal således tænkes også i forhold til det sagsforhold eller indhold, der indgår i læringen. Det kan derfor være af større værdi, at der i den didaktiske planlægning og det efterfølgende design af det virtuelle læringsmiljø sættes fokus på, hvordan fagets særlige karakteristika, sprog og metode tydeliggøres for den lærende.
Endelig kan der også peges på, at der også bør sættes fokus på den lærendes situation, potentialer og ønsker. Deltagere i e-læring har forskellige forudsætninger i forhold til læringssituationen, de har særlige ønsker og foretrukne måder at arbejde på. Forløbene kan derfor være tilrettelagt så de hhv.:
• Understøtter en høj grad af autonomi i læreprocessen, hvor deltageren i høj grad selv udforsker mulighederne
• Har en høj grad af struktur, hvor det tydeliggøres, hvad der skal gøres, hvordan og hvorfor
• Har et stort socialt interaktionspotentiale indlagt
Det er ikke en ny form for læringsstil, men en didaktisk tilrettelæggelse, som tager hensyn til, hvordan deltagere i fjernundervisning og e-læring agerer.
Videre skal et forløbs tilrettelæggelse naturligvis tage højde for, hvilken form for læring der er tale om. Er det kort kursus på med fokus på faktuel viden eller på specifikke færdigheder. Her kan designeren med fordel tilrette forløbet, så det kan gennemføres hurtigt med her og nu feedback – eller er der, for at gå til den anden yderlighed, mere tale om et udforskende studium, hvor der er brug for sparring og feedback i form af skriftlig feedback og samtaler med en kompetent vejleder. I begge tilfælde kan der være tale om e-læring, men med ganske forskellige strukturer.
Læringsstil har derfor været et pædagogisk fix, som i en periode har været set som en teknisk løsning på deltagernes forskellighed, men det er symptombehandling, der dels er problematik i forhold den manglende eller endog fejlagtige opfattelse af læring og erkendelse, dels i forhold til tilgangens reducerede didaktiske tænkning. Forholdet mellem processer og digitale teknologier er altid præget af det forhold, at udvikling og anvendelse af digitale teknologier kræver en eksplicitering og artikulering af processer. Det er ikke mindst tydeligt i e-læring. Her bliver translationen fra tilstedeværelsesundervisning til fx webbaserede tilgange ikke bare en translation,, men en transformation. Det bliver til noget andet, hvor fx brugen af læringsstil får nærmest normativ karakter, hvor de problemer, som også ligger i anvendelsen i den traditionelle undervisning forstærkes, potentiseres og dermed bliver en blindgyde, som fjerner fokus fra det nødvendige didaktiske refleksions- og udviklingsarbejde, som netop e-læring påkalder.
via vidensemergens
<< Back
